Efter Rhamadanen brugte vi de følgende Idd helligdage til en lille ferie ved Rødehavet og besøgte derefter Dansk Røde Kors-støttede projekter i området.
Flying high or flying Mid-Air
Allerede ved ankomsten til lufthavnen i Khartoum stod det klart, at indenrigsflyvning i Sudan foregår efter lidt andre regler – om nogen. Walid hjalp os og bagagen med at blive mast gennem den smalle døråbning, hvor en snes passagerer forsøgte at komme igennem samtidig. Næste kamp drejede sig om at nå frem til gennemlysning af bagagen. En flot ung araber sendte mig et strålende smil, mens han et øjeblik hvilede en 10 kilo tung papkasse på mit hoved og skrævede over min bagage. Samtidig forsøgte en sværvægter at presse sin kæmpekuffert ind mellem mine ben. Jeg undlod at bruge vold og talte venligt til ham, men uden særlig virkning.
Så skulle vi have Boarding Pass til Mid-Air, men der var intet skilt at se. Derimod var en masse mennesker ved at checke-in ved Sudan Airways, også til Port Sudan. En ung sudaneser hjalp os efter en tid frem til Mid-Air skranken, gemt i den fjerneste krog og med et lille, håndskrevet skilt. Her løb Marielise ind i en diskussion med en civil politimand, som forlangte vore pas. Dem havde vi ikke, for det kræves ikke til indenrigs. Derimod havde vi to helt nødvendige rejsetilladelser med foto. Det tog sin tid at overbevise ham om reglerne i Sudan. Så blev bagagen checket ind, og vi kunne sætte os i afgangshallen. To timer til afgang, rigelig tid til man-watching (som også omfatter kvinder). En stadig strøm af skønheder, særheder og andre enheder passerede.
Afgangstavler fandtes ikke, men højttaleren skrattede med mellemrum på arabisk og vistnok engelsk. Port Sudan blev nævnt flere gange, men den lange kø bekræftede hver gang, at det var med Sudan eller Nova Airways. Endelig lød det som Mid-Airways, og to herrer i køen nikkede ivrigt: Yes, yes, Mid-Air. Vi sluttede os til dem, men blev afvist ved udgangen. Mid-Air var fløjet en time før afgangstiden – med vores bagage! Vi protesterede voldsomt og opnåede en vis sympati. Vi kunne måske komme med sidste Sudan Airways fly, hvis vi havde kontanter. Vi havde heldigvis en del, for kreditkort accepteres ikke i Sudan. Marielise satte ny rekord i 100 m forhindringsløb hen til en anden bygning, mens jeg passede på håndbagagen. Hun fik to billetter, vi blev gennet ind i en pick-up og drønede ud til det ventende SA-fly, hvor der netop var to ledige pladser. M nåede lige at mobile ændringen til Røde Halvmåne i Port Sudan, inden vi lettede. Hvor heldig kan man være?
Storby og landsby
I Port Sudan International Airport ventede så to storsmilende unge mænd fra den lokale branch af Sudan Red Crescent Society (ikke noget kors her). Bagagen havde de allerede sikret. Vi kørte gennem havnebyen Port Sudan, hvor store skibe lå ved havnens kæmpekraner. Hele Sudans import kommer ad søvejen og køres så på store trucks eller med jernbanen de 1200 km til Khartoum. Tit ser man Maersk-containers. Exporten er nu helt domineret af olien, der giver betydelige indtægter.
Nordpå forvandles Port Sudan til en landsby. Asfalt afløses af grus, og på begge sider er der flere kilometer med små shops og værksteder af alle arter: fødevarer, møbler, tømmer, geder, tøj, snedkere, smede, you name it. Bag dette langstrakte marked lever tusinder af mennesker i små, elendige hytter. Bejaer er nomader, men flere års tørke har decimeret eller udryddet de store fåre-, gede- eller kamelflokke, og nu fører mange en kummerlig tilværelse her. De taler ikke arabisk og har ingen færdigheder, der kan bruges i et bysamfund.
Så er vi ude i ørkenområdet. Et enormt vejprojekt er under udbygning – det har det været i flere år, erfarer vi. Vejen anlægges flere meter over terrænet, og der er kun ét brugeligt spor. Heldigvis er der ikke megen modgående trafik. Med mellemrum spærrer en bunke vejmateriale videre
fremfærd. Så drejer man af, kører stejlt ned, gennem en gang mudder - det har regnet meget om formiddagen – og så op igen. Ved sådan en afkørsel ligger en væltet truck med alle 24 hjul i vejret. .
I teltlejr på koralø
Det mørkner. Langt forude ser vi en række lys. Det er vores lejr. Vi drejer af, svinger gennem flere mudderpøle og når helt ud til kysten. En nyanlagt lille jordvej fører ud til koraløen, som ligger et par kilometer fra kysten. Øen er kun et par hundrede meter lang og 30 bred. Hele overfladen er dækket af mursten og beton og teltene står i rækker og geled. Lidt efter er vi indkvarteret i vort nye hjem. Et højt telt med to senge, to stole, et bord og et skab. Restaurationsteltet er af plastic, og der er så fugtigvarmt, at vi de følgende dage spiser udenfor. Der er en dejlig, overdækket pergola, hvor man kan sidde i skygge, og se ud over Rødehavet.
Vandet ser indbydende ud. Fine turkis farver bryder med det blå. Lidt længere ude ligger en ganske lille ø med et faldefærdigt fiskerhus. Lidt fugleliv er der også. Men den lange sandstrand, som vi forventede, findes ikke. Fra koraløen går det helt brat ned til vandet. Vi prøver at soppe ud, men fødderne møder ikke sandbund. De synker ned i mudder. Det hele er et stort mudderbad! Og ser man ind mod land, er hele området én stor mudderpøl. Hvor uheldig kan man være?
Det bliver alligevel en dejlig ferie. Vi daser, døser, dovner, spiser, drikker sudanesisk kaffe og tømmer flaske efter flaske - af rent, koldt vand. Badeferien forvandles til læseferie. At læse om de steder, hvor man selv er, giver en særlig oplevelse. Fortid og nutid mødes. Ikke langt herfra gik Valentin Baker i land 1883 for at give de oprørske bejaer en lærestreg. Hans tungt udrustede hær hang fast i mudderet og brugte dage på at komme nogle få kilometer, mens de skoløse bejaer sprang let omkring og senere tilføjede ham et sviende nederlag, begyndelsen til enden på Englands sudanesiske eventyr. Nilens store opdagelsesrejsende, Speke, Grant og Burton, får ens egne strabadser til at ligne en skovtur.
Nå, lejren er selvfølgelig for dykkerentusiaster. Her er ikke mange gæster, men hver dag sejler en båd langt ud til nogle imponerende koralrev, hvor dykkerfolket svømmer i timevis blandt farvestrålende fisk. En dag tager M med og snorkler. Jeg svømmer som en giraf og redder livet ved at sidde under den opslåede teltdug i selskab med Samuel Baker og hans utrolige Florence.
Vejret er mest solskin fra morgen til aften. En dejlig brise forhindrer, vi helt smelter. Et par voldsomme regnbyger er hurtigt overstået. På min 76-årsdag sidder vi i det lukkede telt, mens en heftig storm river og rusker i teltdugen og forsøger at vælte det hele. Vi har anbragt bordet op mod skabet for at hindre, det falder ned over os. En times tid klamrer vi os fast, så driver uvejret over, og vi kan gå ud og se de dramatiske skyformationer forsvinde nordpå. Hvor heldig kan man være?
Sand og sten
Så fulgte nogle fantastiske dage med lange, lange ture gennem de store ørkenområder for at besøge en lang række projekter, som bestyres af den lokale afdeling af SRCS (Sudan Red Crescent Society), men finansieres af Dansk Røde Kors. Vi kørte med to programkoordinatorer fra SRCS i Port Sudan, Hashim og Abdallah, altid i to biler, for et breakdown kan få meget alvorlige konsekvenser. Vi havde kun et enkelt uheld, hvor et nyt dæk blev flænget af de skarpe sten.
At køre gennem disse ørkenområder er en meget afvekslende oplevelse. Store områder er stenørken, en vanskelig opgave for chaufføren. Et ret højt bjergpas indbyder til langsom og meget forsigtigt kørsel. ’Vejen’ er et par hjulspor, hvor de allerstørste sten er fjernet og sat ved siden for at markere, at her er det ikke klogt at køre ud, for der er langt ned. Men langt det meste er slette, store, flade sandområder med fast overflade, som tillader ret store hastigheder. Her er et totalt forvirrende mønster af hjulspor. Der skal tages hurtige beslutninger, når der krydses mellem de spredte
klippestykker, træer og buske. Hvordan man overhovedet finder vej er ubegribeligt for en fremmed, men vore to fæller færdes med ufattelig sikkerhed og finder på uforklarlig vis vej til de mest afsides landsbyer.
Vi møder kamelryttere flere gange, også biler. Ofte standser vi for at udveksle hilsner. Hashim og Abdallah kender alverden. Smilene er store, alle skal give hånd. Midt i en stenørken uden andet end sten og sten og sten ser vi pludselig en halvstor dreng vandre af sted. Flere kilometre har vi ikke set mennesker eller boliger. Hvor skal han hen? Man undres gang på gang. Det er en fremmed verden.
Telte med aircondition
Store områder er næsten ikke befolket. Der er meget langt mellem landsbyerne, men selv på de mest ugæstfri steder kan man finde en enkelt familie. Boligen er ofte uhyre primitiv og bærer præg af den store fattigdom. Stablede sten forneden, ovenpå utilhuggede grene og kviste. Eller måske et ganske lille hus opført af ler, firkantet, med meget få åbninger og fladt lertag. Hvorfor bo netop her? Hvad lever de dog af? Man undres igen.
De store flade, teltlignende boliger er typiske for nomadefolket. De flettede stråmåtter, teltstænger og alt inventaret kan tages ned og anbringes på kamelerne inden for et par timer. Når man kommer ind i et af dem, undres man atter. Hvad der udefra syntes trangt og fattigt forekommer nu at være rummeligt og hyggeligt. Farvestrålende patchworktæpper hænger under tagets stråmåtter, og det store rum er delt op i naturlige afdelinger for at sove, lave mad og være sammen. Mest imponerende virker det såre enkle A/C system, hvor de nederste, lange stråmåtter ved et enkelt greb kan hæves, så der kommer luftcirkulation og kølighed i rummet.
Gæstfrihed og værdighed
Bejaerne er som alle ørkenfolk meget gæstfrie. Alle steder modtages vi af landsbylederen, som regel en flot ældre mand i den traditionelle galibaia, en stor hvid – og vid – kjortel og en imponerende hovedbeklædning lavet af et meget langt, hvidt tørklæde, som han vikler rundt om hovedet på sin egen helt unikke måde. Flere af dem har store slagsværd, som ofte er gået i arv gennem flere generationer. Bejaerne har en lang historie som krigere. Nu bruges sværdet på mere symbolsk vis, hænger vandret bag ryggen og tjener ofte som hvilested for ejerens hænder.
Overalt er der venlige ord og store smil. Det er jo en mændenes verden, og vi er altid omgivet af mange mænd. Marielise – meget tækkelig i lange skørter – accepteres og behandles som den betydningsfulde gæst og vises stor respekt. Hun interviewede dem grundigt om landsbyens behov og problemer, mens jeg luskede rundt og tog billeder. Hashim og Abdallah oversatte, deltog selv i diskussionen og kom med mange relevante oplysninger. De har et meget grundigt kendskab til situationen omkring alle de projekter, vi besøgte. Ms blok blev fyldt med facts og informationer, bl.a. til brug for Mid-term Review i begyndelsen af december, hvor der skal tages stilling til projekternes videre udvikling.
I en meget stor landsby blev vi anbragt på stråmåtter under et stort skyggefuldt træ ved en udtørret flodseng med store klippepartier. Rundt om stod eller lå flere kameler med forbenene snøret sammen, så de ikke kunne gå langt. Som så mange steder fik vi serveret sudanesisk kaffe, friskstødt, tilberedt over trækul i en ganske lille krukke af brændt ler og serveret i bittesmå porcelænskopper uden hank. Der blev hele tiden lavet en ny portion. Imens snakken gik, havde kokken travlt på den anden side den udtørrede flod, også under et skyggetræ. Jeg var henne og se på hans arbejde. Nærved så jeg et ægte kalahaspil, to rækker hulninger i jorden, hvor man flyttede rundt på små kamellorte. (I den kunstige verden er det et træspil med lerkugler).
Vi fik serveret en lækker lammestuvning og runde brød samt flaskevand. Man tog sig godt af gæsterne.
Kvinderne kommer frem
Flere kvindeprojekter tilbyder en lang række kurser: personlig hygiejne, sundhed, madlavning, literacy, handicrafts, m.m.. Der skal overvindes mange fordomme og overtro, fx at man skal spise meget lidt under graviditet, så det er nemmere at føde, at æg og ærter er usunde osv. Unge, uddannede kvinder optræder som frivillige, og tilslutningen er stor. Hvorfor kommer I? spurgte M. For at forbedre vores og børnenes tilværelse, for at kommunikere, for at lære nye ting, lød det. Entusiasmen var stor.
Næste generation er der også tænkt på. Foran en lille nybygning vajede små hvide flag med et rødt kors og en rød halvmåne, DRC og SRC stod der. Indenfor underviste en ung lærerinde en pigeklasse.
Også blandt mændene var der ønske om uddannelse af kvinder. Landsbylederne nævnte som et af de største behov uddannelse af landsbykvinder som jordemødre. De store afstande gør det ikke muligt at bringe fødende til et hospital, så alt afhænger af jordemoderens formåen. M tog notater som altid, lovede klogeligt ingenting, men bad Hashim opstille et budget.
Når ørkenen grønnes
Men det mest påtrængende behov i ørkenen er naturligvis vand, og vi besøgte en meget lang række vandprojekter støttet af Dansk Røde Kors, ofte i samarbejde med andre donorer som EU eller den sudanesiske regering. I alle tilfælde i samarbejde med lokalsamfundet, som har deltaget i planlægningen og udført en væsentlig del af det manuelle arbejde. Det drejede sig især om brønde, oftest forsynet med håndpumpe. Vandet findes som regel i en dybde af ca. 20 m, så det er et stort gravearbejde. Der var også større kunstvandingsprojekter med motorpumpe. Imponerende at se vandet blive ført ad små kanaler fra det ene større bed til det andet. Der var også udført mange dæmningsarbejder, så man i regntiden kunne holde vandmængden inden for et bestemt område og dyrke sorghum, en kornsort der kan klare sig med meget lidt vand.
Det var meget grafisk at besøge disse projekter, hvor bede med grønsager eller store områder med sorghum var omgivet af den golde ørken. Nogen må jo tænke: Hvor heldig kan man være?
Under stjernetæppet
Vi boede først i Haya og dernæst i Derudeb, begge steder hos den lokale Red Crescent afdeling, hvor der var et guest house bygget for Danidapenge for 15 år siden. Herfra tog vi så ud om morgenen og vendte tilbage efter dagens mange oplevelser. Marielise var nærmest utrættelig og havde om aftenen lange samtaler med Hashim og Abdallah, begge meget erfarne og kompetente medarbejdere, som har udført et glimrende udviklingsarbejde i området. De drøftede mulighederne for at udvikle bæredygtige projekter, som fører til målelige ændringer i hverdagen. Hun gav dem nogle nye vinkler og god inspiration til det videre arbejde.
Og så kunne vi endelig tørne ind eller rettere ud. Som mange andre fik vi nemlig sengene sat ud i den fløjlsbløde tropenat og kunne så slumre ind under ørkenens overdådige stjernetæppe. Hvor heldig kan man være?P.S Lige efter hjemkomsten fik vi begge en rigtig heftig maveomgang. Hvor heldig kan man være! Tænk sig hvis det var sket i et guesthouse, hvor der var 30 m til nærmeste latrin! Eller mens vi var på landsbybesøg!! Vi lå kun en dag hver, men trætheden holdt sig længe efter).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar